Luftfoto af Naturpark Nordals

Naturpark Nordals

Foto: Sarah Green

Oplev varieret natur, med fredskove, moser, strandenge og søer i den 1928 hektar store naturpark på øen Als i Sønderborg området.

Zoom er et must! 
Den mangfoldige natur i Naturparken Nordals kan opleves hele året rundt og hver årstid sætter sit eget præg på vegetation og dyreliv.

De mange søer byder på et eldorado af fugleliv og det er derfor en god ide, at have en kikkert med på tur, så du kan komme "tættere på" fugle som den imponerende havørn.

Naturpark Nordals er levested for en del fuglearter der er nævnt som sårbar på den danske Rødliste, herunder ynglefugle som den lynhurtige isfugl, havternen med den elegante hale, blishønen og den grønbenede rørhøne samt hvinand, troldand, viben, toppet lappedykker og kommunefuglen for Sønderborg - stor skallesluger. Under kategorien truet finder du den sjældne mågevadefugl; Tinksmeden.

Et godt øje for de små detaljer er bestemt også en fordel, da de forskellige biotoper byder på spændende insekter og padder samt sjældne planter. Særligt på strandengene finder du en høj diversitet af planter og her kan du også være heldig at møde strandtudsen.

Strandtudse
Foto: Bernhard Dupont - Wikimedia Commons
Strandtudsen kan kendes på den gule stribe over ryggen.
Tinksmed
Foto: Koskikara - Wikimedia Commons
Tinksmeden yngler især på heder med småsøer og moser.

Du kan vandre, cykle, ro og ride!
Naturpark Nordals kan opleves på utallige måder, til fods kan du enten følge Alsstien en del af de 64 km eller udforske nogle af de mange kortere stier der findes i naturparken.

På cykel har du også muligheder for både korte og længere ruter. Er du undervejs rundt om øen Als i kajak, kan du nyde den smukke indsejling til Dyvig og Mjels Vig.

På hesteryg ad den 100 km lange Rideruten Als har du flere overnatningsmuligheder der ligger i området for naturparken og flere af dem er med shelter, så du slipper for at have telt med i oppakningen. For når man er undervejs i naturen er det vigtigt at kunne rejse let.

Fugleskjul i Naturpark Nordals
Foto: Sarah Green
Oplev dyrelivet ved Bundsø fra fugleskjulet.
Shelter i Naturpark Nordals
Foto: Sarah Green
Tid til pause ved Oldenor Shelteret.

Overnatningspladser og shelters, må benyttes af alle der er undervejs til fods og til vands, på cykel eller hesteryg. Vær opmærksom på, om det shelter du overvejer at benytte skal bookes forud!

Se kort over Naturpark Nordals - ønsker du færre oplysninger, så åben kortet på firkanten i højre hjørne, det giver dig mulighed for at fravælge lag.