Sporet i Bjerning Sogn
Oplev den unikke mulighed for at passere 3 historiske veje på samme tur: Oksevejen fra middelalderen, Kongevejen fra slutningen af 1500-tallet og Chausseen fra 1885.
Sporet starter ved Bjerning Kirke, der stammer tilbage fra ca. år 1200. Herfra kan du enten gå eller cykle gennem en del af sognet. Turen er på ca. 5 km.
Fra Bjerning kirke fortsætter ruten mod Hovedvejen, forbi den stråtækte gård, der i mange år var sognegård. Ruten går videre over Hovedvejen mod Åbrovej. I middelalderen opstod der to større parallelveje til Hærvejen ned gennem Sønderjylland. Åbrovej er en del af en østlig vej, der kaldtes Oksevejen på grund af dens anvendelse til drift at kreaturer. Inden man drejer af mod Errested Kirkevej bør man fortsætte et lille stykke sydpå. Oksevejen er på dette stykke uden asfalt, og med bevoksning på begge sider fremtræder den næsten som i gamle dage.
Errested, som man når ved at gå ad Errested Kirkevej mod Thomashusvej, får sin helt egen historie i middelalderen. I slutningen af 1500-tallet var det meste af Errested opkøbt af hertug og Konge og fremtiden tegnede lys, men både i 1627 og 1657 kommer Errested til at ligge øde af brand og plyndring på grund af 30-års krigen, hvor Christian IV forfølges af lejesvende op igennem Jylland efter sit nederlag, og den berømte krig mod svenskerne i 1657, hvor svenskerne går over isen i København, og Danmark som bekendt mister Halland, Blekinge og Skåne.
Når man fortsætter af Thomashusvej mod Hovedvejen kan man også se den mark, hvor Danmarks største sølvskat blev fundet i 2015; Mønterne er dateret til ca. 1040, og der har altså i slutningen af vikingetiden boet mindst én rig stormand i sognet.
Det stykke af Hovedvejen, som man følger på ruten, blev anlagt i 1855, efter man i 1700 tallet begyndte at forstå behovet for nyere og bedre veje. Hovedvejene hed i sin tid Chausseer, da de blev anlagt efter fransk forbillede. Indtil færdiggørelsen af den Sønderjyske Motorvej foregik næsten al nord-sydgående trafik på denne landevej, og det er kun knap 40 år siden.
Den sidste del af ruten er Kongevejen. Alle kongevejene lå på Sjælland, undtagen denne, der gik fra Jelling over Kolding til Haderslevhus og blev anlagt 1585-1587. Det var en af de tre der blev anlagt af Kong Frederik d. II og dermed en af de allerførste. En kongevej var en vej bygget af kongen, for kongen og kun kongen og dem, han ellers måtte give lov; Vejene var låst med bomme, og der var hårde straffe for misbrug.
Turen forløber på både asfalteret vej, cykelstier, markveje, samt ad den genåbnede kirkesti alias Kongevej. Det er tilladt at færdes til fods og på cykel på hele ruten. Af hensyn til naturen og dyrelivet omkring sporet skal hunde holdes i snor.