MTB Spor i Pamhule Skov, Haderslev
Så er der action!
Længde (km): 11,1 km.
Garanteret sjov: Ja!
Mountainbike sporet i Pamhule skov er ensrettet og slynger sig gennem 11,1 km skovbund. Pamhule Skov på ca. 300 ha domineres af løvskov og er den største af skovene i området. Navnet referer til "skoven ved kløften (hulen) i de kuperede bakker (pamp)".
Sporet udgøres af 83% "singletracks" og resten af ruten køres på skovveje med grus belægning. Der er tale om et middelsvært spor med en samlet stigning på 153 højdemeter. Undervejs er sporet skiltet og afmærket med tydelige hvide retningspile og MTB-piktogrammer.
Man kan således trygt begive sig ud på sporet fra start- og målområdet ved p-pladsen ved Damvej i den nordøstlige del af skoven. Alternativt kan p-pladsen ved Pamhulevej i den sydlige del af skoven benyttes.
Undervejs vil du møde flere tekniske passager og udfordrende nedkørsler, der giver masser af underholdende kørsel og til tider et "adrenalinsus". Der er udfordringer for alle, også den mere rutinerede MTB-rytter. Undervejs skal rytteren bl.a. op af "udsigten" og "bjerget", som kan tage pusten fra de fleste.
MTB Sporet i Pamhule Skov ligger i noget af Sønderjyllands smukkeste og mest kuperede terræn. Flere steder køres langs imponerende skrænter skabt under sidste istid med udsigt til områdets øvrige flotte natur bl.a. søområdet Hindemade.
Hent folderen "På mountainbike i Pamhule Skov"
Kør til Pamhulevej 96 6100 og kør ind ad grusvejen ved siden af indkørslen. Skilt mod Hindemade/Dyrehaven. Fortsæt ca 300m til P-pladsen, hvor sporet starter og slutter.
Der er også mulighed for parkering og sporstart cirka 1 km længere mod vest af Pamhulevej.