Kegnæs Fyr
Nyd udsigten over halvøen Kegnæs, til Broagerland og Tyskland samt øerne Ærø og Langeland.
Kegnæs Fyr troner højt over dæmningen til halvøen Kegnæs. Herfra kan du nyde udsigten til Broagerland, Tyskland og de sydfynske øer, Ærø og Langeland.
Det første fyr på Kegnæs blev opført i 1845 og er det eneste i området, der er opført før området kom under tysk herredømme i 1864.
Det oprindelige fyr er 9 meter højt og firkantet. Fyret er opført i mursten og bygget sammen med fyrpasserens hus og det er udstyret med en linse. 1854 nævnes energikilden til at være olie og fyret har en fokushøjde på 23 meter.
1896 bygges det vinkelfyr vi kender i dag. Det opføres i sten og bygges som et 18 meter højt, rundt tårn med en fokushøjde på 32 meter. Der er ikke nævnt noget om energikilden, så mon ikke det stadig har været olie? Det oprindelige fyrtårn benyttes ikke mere og bliver derfor revet ned.
Fra 1920 og frem til 1947 benyttes petroleum og glødenetsbrænder, som herefter skiftes til elektricitet og glødelampe. Karakter: Oc WRG 5s.
Da Danmark bliver besat af Tyskland under 2. Verdenskrig, er Kegnæs Fyr et af de steder der sættes under bevogtning af tyske soldater og fyret tændes da kun, når tyske skibe skal passere.
I dag er Kegnæs Fyr og de tilhørende bygninger ejet af Sønderborg Kommune. Fyret er blevet istandsat og indrettet som et lille museum, med montrer over fyrets historie og når det ikke er tåget eller stormer for meget, kan du komme op i fyret i dets åbningstider og nyde udsigten 360° grader rundt – ganske gratis!
Bygningerne er blevet indrettet som et tilbud til de 400 krigsveteraner der bor i Sønderborg-området. Der er tilknyttet en veterankoordinator og her kan de tidligere udsendte soldater få hjælp til at pleje de ar der er opstået på krop og sjæl.
Adgang til Kegnæs Fyr:
Børn under 12 år skal følges med en voksen og der er ikke adgang ved tåge og uvejr.
NB. Stormfloden den 20. oktober 2023 har medført store skader på kystskrænten, så dele af området er fortsat afspærret på grund af fare for jordskred - se kort!