Hønekilden - sagn og skrøner
Den sagnomspundne kilde var så kendt for sit rene vand, at også omegnens borgere hentede vand her til kogning og tilbage i 1500-tallet fik Dronning Dorothea leveret vand til slottets vandkunst fra denne kilde. I dag kan udløbet ses i gennem en gitterport.
Det hed sig også, at børnene i Havbogade ikke blev bragt af storken, som det var tilfældet for resten af byen og landet - men blev halet op af Hønekilden; som di lo å swam i. (som de lå og svømmede i)
En anden skrøne fortæller; om en ungmø kiggede ned i brønden på Helligtrekongersaften, kunne hun se sin tilkommende mand; en ung pige så i stedet sit eget billede i vandet - iført ligklæde. Pigen betroede sig til en veninde om det skrækindjagende syn, men selvsamme nat drev angsten hende ud i mørket og næste dag fandt man hendes lig i det kolde havnevand.
Det berettes også om en kvinde ikke kunne undfange barn, da skulle hun gå over kildens vand – om vandet var magisk eller om en efterfølgende graviditet kunne tilskrives en hjælpsom soldat fra kasernen, vil vi lade stå i uvished...
I 2016 blev området forskønnet med en vandkunst af Vibeke Fonnesberg (1946-2024).