Gargoyle
Ved skulptur- og lysinstallationen Gargoyle forvandles skulpturelle nedløbsrør til et skyggebillede.
Bag kunstnerduoen Vinyl -terror & -horror gemmer sig Camilla Sørensen og Greta Christensen, der har specialiseret sig i lyd, skulptur, installation og performance. Noget af dét, der kendetegner duoen er, at de ofte benytter sig af velkendte hverdagsgenstande – som i dette tilfælde nedløbsrør, der bearbejdes og sættes ind i en ny kontekst.
I denne installation har duoen forlænget og ændret passagens allerede eksisterende nedløbsrør. Om dagen ser man en komposition af kringlede og krogede nedløbsrør i en absurd konstellation. Når natten falder op, kastes der lys på rørene, så de danner en skygge på væggen – en skygge man i dagtimerne ikke har en chance for at kunne gætte sig til. Filmkenderen vil kunne genkende skyggen som figuren Nosferatu fra den tyske vampyr- og stumfilmsklassiker ”Nosferatu, en skrækkens symfoni” fra 1922.
Det uhyggelige ved figuren forsvinder, fordi vi ved at det i virkeligheden ”bare” er nogle nedløbsrør vi betragter. Samtidig er den en påmindelse om at vores fantasi hurtigt kan løbe løbsk og vi kan se og høre uhyggelige ting, når vi bevæger os gennem mørke, små passager om natten.