Blomster Bygger Broer - formidlingstrappen i Aabenraa
Tag en pause og lær om Grænselandets vilde natur.
I forlængelse af Genforeningsparken ved Folkehjem i Aabenraa blev Formidlingstrappen i juni 2022 indviet.
Her vil du kunne tage en pause på trappen, som er bygget af bæredygtigt træ, og lære om den danske natur. Formidlingstrappens plantekasser vil komme til at bugne af vilde, hjemmehørende planter, som du vil kunne lære mere om på infotavler ved hver plantekasse. Der vil også blive indrettet levesteder for larver, insekter og fugle, som du alle kan opleve i grænselandets natur.
Formidlingstrappen er en del af Blomster Bygger Broer, som kombinerer den tyske tradition for ”Gartenschau” med den danske ”aktiv turisme”. Som en del af projektet, vil du også kunne opleve formidlingshaver i Gråsten og Flensburg.