Aabenraaskovene
Gå på opdagelse i Aabenraas skove – her finder du bakkede landskaber, et rigt dyreliv, varieret natur, vandre- og cykelruter.
Skovene omkring Aabenraa dækker et samlet areal på ca. 1.400 hektar, der primært er statsejet. Aabenraas skove består hovedsageligt af løvtræer som bøg, eg og ask, mens der findes mindre bevoksninger med gran. Skovene og de mange levende hegn omkranser byen som et grønt bælte, der meget karakteristisk for Aabenraa.
Landskabet omkring Aabenraa er et såkaldt morænelandskab, der blev dannet under den sidste istid for ca. 12.-15.000 år siden. Landskabet domineres af fjorden, der er en tunneldal. Denne opdeles i mindre tunneldale med stejle skrænter og smeltevandskløfter, jo nærmere man kommer Aabenraa by. Jordlagene består primært af ler. Aabenraas landskab har altid været bevokset med skov, eftersom de lerede og stejle skrænter ikke kan benyttes som landbrugsjord.
I 1641 lavede kartografen Johannes Mejer et kort over Aabenraa. Et kort, som den dag i dag viser samme udstrækning af Aabenraas skove. Dog ser skovene anderledes ud end de gjorde den gang. Der blev især dyrket egetræer til skibsværftsindustrien, som prægede Aabenraa gennem 1700- og 1800-tallet. Indtil 1800-tallet blev skovene afgræsset af svin og kreaturer, der gav en åben skov. I dag drives skovene således at de fornyer sig selv. Grantræer trives kun sparsomt i den lerede jord, hvorfor landskabet ikke bærer præg af store granskove. De få granarealer forsørger man dog at bevare af hensyn til skovens variation, fugle- og dyrelivet. Skovene huser ca. 80 fuglearter, hvor især ravnen er meget fremtrædende.
Omkring Aabenraa finder du skove som Jørgensgård Skov, Nørreskov, Rise Skov, Langbjerg Skov, Søst Skov, Hjelm Skov, Sønderskov, Årup Skov og Vestermark.
Jørgensgård Skov ligger på den nordøstlige side af Aabenraa og har stejle skrænter, der når helt ned til fjorden. I det sydøstligste hjørne af skoven finder man Åbæk strand med gode bademuligheder og en smuk udsigt over vandet.
Nørreskov i det nordlige Aabenraa er en populær hundeskov. Fra Galgebakken, hvor den sidste hængning fandt sted i slutningen af 1700-tallet, er en flot udsigt over byen. I skoven finder du også resterne af en militær skydebane fra 1800-tallet.
Rise Skov vest for Aabenraa er præget af sit bakkede landskab med afvekslende natur. Du finder sø, ådal, urørt skov og enge med græssende kreaturer.
Langbjerg Skov i den vestlige del af Aabenraa befinder sig på en bakke mellem to tunneldale. Den dybe slugt mellem Nymølle og Øen forbinder dalene. Slotsmølleøen løber i bunden af slugten.
Søst Skov vest for Aabenraa strækker sig over 78 hektar. I den nordlige ende af skoven adskiller Mølleå Rise- og Søst Skov. Åen løber parallelt med den gamle jernbanestrækning mellem Aabenraa og Rødekro.
Hjelm Skov i det vestlige Aabenraa har altid været flittigt brugt at byens borgere. Skoven har blandt andet to vandreruter, parkeringsplads og skovlegeplads. Ved Kongens Forhøjning fortæller sagnet at Valdemar Sejr gik i land med Dannebrog efter togtet i Estland i år 1219.
Sønderskov i det sydlige Aabenraa har et særligt stejlt og kuperet terræn med små vandløb og kløfter. I skoven findes kilderne Hjortekilde og Helligkilde, som tidligere gav vand til vandmøllen Farversmølle.
Årup Skov syd for Aabenraa hørte i tidernes morgen under Søgård Gods som gennem middelalderen tilhørte adelsfamilien Ahlefeldt. Skoven blev især brugt som jagtterræn. Ved Dragebænken er der en meget fin udsigt over fjorden ved Aabenraa.
Vestermark i det vestlige Aabenraa er sammenhængende med Hjelm Skov og meget kuperet. Her finder du blandt andet en middelsvær mountainbike-rute på 8,4 km. Parkeringspladser findes på Enemarksvej.