Haderslev Lysfest fejrer befrielsen
Lige siden beskeden om Danmarks befrielse lød gennem radioen om aftenen den 4. maj 1945, har lys været forbundet med fejringen af denne begivenhed. I mange danske hjem er det således stadig en fast tradition at stille lys i vinduerne på denne aften.
Det gør beboerne også i Haderslev, men her har fejringen et ekstra og meget større element i form af Haderslev Lysfest.
Lysfesten daterer sig helt tilbage til 1950. Dengang tog tog oberst Gabel-Jørgensen sagen i egen hånd, da han erfarede, at der ikke ville være en officiel fejring af den 4. maj. Med få dages varsel stablede han et arrangement på benene på Haderslev Kaserne, der blandt andet indeholdt hejsning af Dannebrog, taler, samt at 400 levende lys blev tændt i kasernens vinduer. Til oberstens store overraskelse mødte over 2000 mennesker op til begivenheden, som siden er fortsat.
I år vil hundredvis af lys således også blive tændt på Haderslev Kaserne om aftenen den 4. maj, og traditionen tro vil tusindvis af borgere møde op for at lytte til afspilningen af det oprindelige frihedsbudskab, se lysene blive tændt i kasernens vinduer, høre lysfesttalen og synge med på fællessange. Derudover har der i de senere år også været en særlig lysevent.
Haderslev Lysfest er dog mere end det smukke og bevægende arrangement på kasernen. I 2014 indledte kasernen og Haderslev Kommune et samarbejde om en fornyelse af lysfesten, som i dag omfatter en række andre begivenheder, der alle berører lysfestens gennemgående budskaber – fred, frihed og forsoning.
Lysfestens program rummer både debatmøder, foredrag, udstillinger, musik, film og teater. De mange arrangementer sætter ikke blot fokus på historiske begivenheder, men også på aktuelle sikkerhedspolitiske emner.
Haderslev Lysfest har op mod 10.000 deltagere, og derved fremstår den som en af landets største fejringer af Danmarks befrielse den 4. maj 1945.