Tour de France feltet nærmer sig målstregen

Tour de France 2022 i Sønderjylland

Foto: A.S.O - Pauline Ballet

Den 3. juli 2022 rammer Tour de France Sønderjylland - vil du med?

Der er lagt op til en folkefest af de helt store, når Tour de France 2022 løber af stablen, for de tre indledende etaper bliver nemlig afholdt på dansk jord. Der er således tale om en historisk begivenhed, når verdens største og mest prestigefyldte cykelløb søndag d. 3. juli suser ned gennem Sønderjylland og passerer målstregen i Sønderborg, hvor byens smukke omgivelser danner ramme om en festlig afslutning på et dansk cykeleventyr uden sidestykke.

Efter åbningsetapen, den såkaldte Grand Départ Copenhague, som er en enkeltstart gennem det centrale København, køres anden etape fra Roskilde over Storebæltsbroen til Nyborg, inden Tour-feltet på tredjedagen rammer Sønderjylland. Tredje og sidste danske etape starter i Vejle-områdets kuperede terræn, slår vejen forbi Kolding og går derefter over stok og sten ned igennem det sønderjyske landskab.

Der køres via Haderslev, Genner Strand, hvor der er bjergpoint at hente, Løjt Land, Aabenraa, Felsted, Gråsten og Nybøl, inden Tour de France-feltet kommer forbi Dybbøl Banke og Sønderborg midtby til opløbsstrækningen på Augustenborg Landevej, hvor vinderen af den sidste danske Tour de France-etape, måske nogensinde, vil blive hædret. Umiddelbart derefter rejser Tour de France-cirkusset så videre til Frankrig for at holde en velfortjent hviledag.

Sønderborg som målby - udsnit fra video

Video

Den 182 kilometer lange rute fra Vejle til Sønderborg udgør en klassisk sprinteretape, og en smuk en af slagsen, for Tourens 22 cykelhold, bestående af i alt 176 ryttere, lægger nemlig vejen forbi UNESCO verdenskulturarv i form af Jelling og Christiansfeld, inden de kommer forbi Dybbøl Banke med den ikoniske Dybbøl Mølle. Her vil givetvis blive perspektiveret til de kampe, som fandt sted under de Slesvigske Krige i 1848-49 og 1864, inden Tour de France-spektaklet vælter ind i målområdet og forvandler Sønderborg til et festligt virvar af publikum og medier.

Et par danske ryttere vil uden tvivl se deres snit til at komme med i et udbrud og yde deres ypperste for at gøre det lokale publikum stolte, men uanset om det ender med en dansk etapesejr eller ej, så er begivenheden i sig selv en kæmpe sejr for dansk cykelsport, for Danmark og i særdeleshed for Sønderjylland, som altså stjæler rampelyset i kulminationen på tre dages Tour de Danmark. 

Sæt kryds i kalenderen nu, så du ikke går glip af Tour de France på sønderjysk jord søndag d. 3. juli 2022. Der vil være mulighed for at stå hvor som helst langs ruten og i målområdet, og der vil tilmed opstilles hotspots med storskærme, madboder, aktiviteter og masser af feststemning.

Regional cykelrute 37 skilt

Regional Cykelrute 37

Foto: Destination Sønderjylland

Sønderjylland - et mekka for cykelturister

Uanset om du besøger Sønderjylland i forbindelse med Tour de France eller på et andet tidspunkt, så er det altid en god ide at have cyklen med - uanset om det er dit primære transportmiddel eller ej.

I Sønderjylland finder du cykelruter, der løber fra nord mod syd og på kryds og tværs. Her er korte rundture, der kan klares på en dag og længere ruter, hvor der er behov for en eller flere overnatninger undervejs.

Får du brug for assistance undervejs, så er den nærmeste Bike Friend eller Bike Station aldrig langt væk og hvis du gerne vil slippe for at slæbe på din bagage, så er der også hjælp at hente.

Meget mere Sønderjylland...

Cyklister ved fugleudkigspost på Årø
Sønderjyske highlights
Lagkage og kaffe til Sønderjysk Kagefestival i Tønder
Det unikke Sønderjylland
Par cykler på grusvej på Aarø
Aktiv Sammen
Historiecenter Dybbøl Banke - engelsk
Mærk historien
Sort Sol i Tøndermarsken over afvandingskanal
På oplevelse i naturen
Sønderjysk Kaffebord på Havnbjerg Mølle
En Bid af Sønderjylland

Kampagnen er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Dansk Erhvervsfremmestyrelse