Alle undersider på din hjemmeside kan (og bør) indeholde Meta Tags. Det er korte, beskrivende tekstbidder, der ikke kan ses på selve hjemmesiden, men som Google både kan læse og vise som søgeresultater. Hjælper du ikke Google med at definere denne tekst, finder den selv noget tilfældigt tekst fra siden og viser det i stedet, når folk finder din virksomhed i en søgning. Det er sjældent, at det giver specielt meget mening for den, der læser det, og ofte slutter teksten midt i en sætning med tegnene ”…”.

Alle hjemmeside-editors bør have muligheden for at indsætte meta tags, så det er ikke svært at gøre. Der er to typer tags for hver underside: title tag og metabeskrivelse. Title tag er undersidens overskrift – den vises typisk øverst i browservinduet (eller i tab’en, hvis du kører med flere sider). Derudover vises den, sammen med meta-teksten, i søgeresultaterne. Metabeskrivelsen er teksten under overskriften.

Sørg for at der er meta tags på alle undersider. Både overskrift og tekst – og sørg for at de er unikke. Du må ikke have flere undersider med samme tags.

Der er masser af gode værktøjer, du kan bruge til at undgå, at din meta-tekst bliver for lang og ender med at blive skåret over af Google. Der er f.eks. gratis- værktøjet Title Tag Optimizer, hvor du kan indsætte både title tag, metabeskrivelse og URL, og hvor siden så fortæller dig, om der er for meget tekst.

I gamle dage kunne du også lave et tag for de keywords, du ville have Google til at finde siden på. Det har så vidt vides ikke længere nogen betydning, da det blev for nemt at snyde Google med dem (at indsætte keywords her er jo ingen garanti for, at de har relevans i forhold til din side). Muligvis giver det dog stadig lidt SEO-point, og mange hjemmesideeditors har da også stadig felter, hvor du kan indsætte keywords. Og det skader jo ikke at indsætte et par stykker.