Cyklende par på Slotsgade i Møgeltønder

Tidsstyring

Foto: Wasabi Film

Harvest

Effektiv tidsstyring kan være svært. Mange ville nok blive overraskede, hvis de så data for, hvad de bruger deres tid på. 

Det er ikke altid der, hvor man forestiller sig, at den bliver brugt. Det kan både være sjovt og interessant at vide mere præcist, hvordan timerne bruges, men som virksomhedsejer og medarbejder kan det også være særdeles brugbart.

Programmet Harvest er sat i verden for netop at holde styr på, hvad du bruger din tid på, samtidig med, at det også giver et økonomisk overblik.

I programmet skal du oprette de projekter (eller kunder), som du arbejder med. Under hvert projekt kan der oprettes en række underopgaver. Altså f.eks. ”projektledelse”, ”copywriting”, ”transport”, ”møde” osv. Du kan også bestemme, hvilke medarbejdere, der er tilknyttet projektet.

Underopgaverne markeres som enten fakturerbare eller ikke-fakturerbare. Det er vigtig information, hvis du er interesseret i at vide, hvor mange penge du tjener i forhold til, hvor mange timer du bruger. Som leder vil du også kunne bruge det til at få et overblik over, hvad de enkelte medarbejdere faktisk fakturerer for.

Hvis du arbejder med driftskunder, kan opdelingen i fakturerbare og ikke-fakturerbare opgaver også bruges til at vise, hvilke timer der skal faktureres til kunden, og hvilke der ikke skal.

Når du har anvendt programmet lidt tid, vil det kunne hjælpe dig med at blive bedre til prissætning. Hvis du indsætter en timepris for dine timer, kan du se hvor mange penge, der er brugt på timer inden for hvert enkelt projekt. I projektoversigten kan du nemlig tydeligt se, om et projekt stadig er inden for budget, eller om du har brugt flere timer end der er budgetteret med. Det er brugbar viden. Hvis du igen og igen bruger for mange timer på projekter i forhold til, hvad du har prissat dem til, så har du enten taget for få penge for dit arbejde eller givet kunden mere end de har betalt for.

Fordele og ulemper

Harvest er gratis de første 30 dage. Herefter skal du betale, men det er ikke voldsomt dyrt.

Det kræver lidt tid at vænne sig til at registrere din tid, hvis du ikke er vant til det. Og du skal huske at opdatere programmet dagligt med dit timeforbrug, hvis ikke et par gange om dagen. Ellers mister du simpelthen overblikket over, hvad du har brugt tiden på.

Den viden og det overblik du får med i købet, skal dog ikke undervurderes. Både når det kommer til timeforbrug og økonomi.

Sådan kommer du i gang

Du opretter din på profil på getharvest.com ved at indtaste din arbejdsmailadresse, et kodeord osv. Inde i programmet kan du så oprette projekter. Når du opretter et projekt, skal der tilføjes de typer af arbejdsopgaver, der vil indgå. Der er en række standardopgaver som ”Projektledelse” og ”Copywriting”, som du kan vælge. Du kan altid tilføje yderligere opgaver på et senere tidspunkt.

Det er en god idé også at installere Harvests app på både telefon og computer, da de er let anvendelige. Har du så lige glemt at indtaste dagens arbejdsopgaver, kan det hurtigt klares, mens du f.eks. venter på bussen.