Barsø - naturperle på vej til økohimlen
På den lille ø Barsø hersker der ro, fri natur og god plads til at fiske. Og øens landbrugsarealer er på vej til at blive 100 procent økologiske.
OBS: Barsø er uegnet til bilkørsel og der er ingen parkeringsmuligheder på øen. Derfor modtages der kun biler tilhørende øens beboere, deres gæster, erhvervsmæssig trafik samt gæster til ferieboliger og handicappede.
Hvis tempoet skal helt ned, og du bare vil indånde den friske luft, lytte til fuglenes fløjten og blive et med vandets lette bølger, er den lille ø Barsø et oplagt sted at besøge. Barsø er en lille ø i Lillebælt nordøst for halvøen Løjt, hvor naturen er tæt på og du kan nyde stilheden i fulde drag.
Og netop sammenhængen med naturen er omdrejningspunktet for livet på Barsø for de godt 20 fastboende beboere. Det gælder også for øens landbrug, der er i gang med at blive omlagt til 100 procent økologisk produktion. Det betyder, at øen om ganske få år kan kalde sig én af kun meget få rendyrkede øko-øer i Danmark.
Det er kvægdrift, der er kernen for det kommende økologiske landbrug på øen. Malkekvæg skal levere mælk til et eksklusivt produkt fra Arla Unika, og kødkvæg skal hjælpe med at holde øens idylliske strandenge i skak, så de ikke vokser til i krat og skov.
Foto:Eva Bakkeskov
Det er dog ikke kun Barsøs marker, der giver liv og næring til velsmag. Farvandet omkring øen er fremragende fiskevand, og mange kommer til øen netop for at fiske. Her gælder det bare at finde fiskestangen frem, få madding på krogen og nyde den særlige stemning det er at fiske et sted med så højt til himlen. Og hvis du er heldig, bider aftensmaden på.
Heldigvis er det let at komme til Barsø, hvor sejlturen kun tager 15 minutter. Færgen afgår fra Barsø Landing på nordsiden af Løjt, hvor flere daglige afgange sikrer god adgang til øen og samtidig gør det let at komme hjem igen. Har du brug for afslapning og ro i flere dage, kan du også overnatte på øen, hvor både et Bed & Breakfast og en række ferielejligheder er gode rammer for en lille ferie. Og skal du holde fest eller tage et større selskab med driver Sct. Georgsgilderne en hytte med sovesale med plads til omkring 30 overnattende.