©  Foto:

Transformatortårn ved Østerskoven

Transformatortårnet byder dig indenfor til en kunst- og kulturhistorisk oplevelse

Kunst- og kulturhistorisk oplevelse 

Transformatortårnet ved Østerskoven byder dig udenfor til en kunst- og kulturhistorisk oplevelse og vandring i Østerskoven. Formidlingen inde i tårnet er 3 foldig og tager afsæt i den aktivitet, der var omkring skoven i årene 1940-1945, hvor den tyske værnemagt brugte skoven som ammunitionsdepot.  Formidlingen består af nutidige fotografier, historiske illustrationer og en podcast-vandring, som binder alle elementer sammen.

Inde i det rå og rustikke tårn finder du fire værker bestående af nutidige fotografier med historiske illustrationer. Ideen bag værkerne er at skabe en sammenhæng mellem hvad besøgende møder i dag inde i skoven og hvordan skoven fungerede under Anden Verdenskrig. Illustrationerne har hver især en sandfærdig kobling til et historisk element eller personlig historie.

Tårnet er belyst af nogle keramiske lamper, som den lokale keramiker Charlotte (Charamic) har stået for. Udviklingen og designet af lamperne tilhørende projektet beskriver hun med disse ord:  

Lamperne på væggene er inspireret af minerne, der har været i Østerskoven under Anden Verdenskrig. Jeg har modelleret den halvrunde form, som skal lede tankerne hen på miner, der er brudt eller sprængt. Den mørkegrønne glasur har jeg valgt, for at understrege den forvitring tiden har gjort, men også for at symbolisere håbet. 

Loftlamperne symboliserer den nattehimmel som soldaterne har kigget på om natten, stjernerne, lyset og ikke mindst håbet, men måske også noget faretruende, der var på vej.” 

Tilknyttet udstillingen inde i transformatortårnet, er en podcast-vandring. Her bydes du på en historisk-vandring gennem skoven og tilbage til tiden, hvor skoven blev brugt som ammunitionsdepot. Podcast-vandringen tager en lille times tid. På turen vil du møde personer som har boet med skoven som nabo og høre artikler som fortæller om modstandsfolk, Gestapo og om de soldater som arbejdede inde i skoven.

Ikke alle historier er børnevenlige og podcasten anbefales derfor ikke til børn under 14 år.

Du kan finde podcasten ved at bruge QR-koden eller søge på Transformatortårnet ved Østerskoven, der hvor du lytter til podcasts. 

Åbning: 
Tårnet har åbent 24/7