Haderslev Lystbådehavn Nord
Gennem en af Danmarks smukkeste fjorde.
Haderslev Fjord er en ca 15 km lang, smal og bugtet fjord, der skærer sig ind i Sønderjylland fra Lillebælt. Indsejlingen tager 1½ time med 6 knop, men her er tiden uden betydning. Der er konstant noget nyt at se på, og sejlturen er utrolig flot gennem en af Danmarks smukkeste fjorde. Haderslev Havn ligger midt i byens hjerte med kort afstand til indkøbsmuligheder og oplevelser. På sejlturen ind kommer du forbi Starup Kirke, hvis ældste dele kan føres tilbage til 1100-tallet.
På nordsiden er der mange butikker og supermarkeder inden for få minutters gang. I byen findes der mange små caféer, hvor der ofte spilles levende musik om aftenen. Byen har mange flotte restaurerede huse, så bare en gåtur i byen er en god oplevelse, særligt hvis du husker at kigge op ad facaderne en gang imellem.
Havnen er blevet til et område med lystbådehavn, boliger og rekreative muligheder såsom Streetdome. Du kan finde grillpladser langs inderhavnen, hvor der er mulighed for læ på græs og grusarealet.
Du finder et betalings bad/toilet på Honnørkajen, og der er gratis toiletter i toiletvogn, som opstilles på Pakhuskajen øst i sommerperioden.